Sådan bliver du optaget i Logen Freja

I Freja behøver du ikke at blive anbefalet af andre medlemmer.

I stedet har vi en ansøgningsprocedure, der er ens for alle.

Kvinder, som ønsker optagelse i Logen Freja kan enten skrive et brev til logens adresse i Roskilde eller sende en email. Derefter sender vi et ansøgningsskema. Her beder vi dig sende en beskrivelse af dig selv, to fotos samt en ren straffeattest.

Når vi har modtaget din ansøgning, kontakter vi dig for at du kan bekræfte din interesse. Herefter gennemgår du tre interviews med søstre i Freja med ca fire ugers mellemrum. Disse interviews skal danne et grundlag, hvor logen og ansøgeren kan lære hinanden at kende og inspirere hinanden. Du får i denne proces forhåbentlig klarhed over, om du virkelig ønsker at indtræde i frimureriet, og vi kan vurdere, om vi tror, du vil få udbytte af arbejdet som frimurer.

Hvis begge parter er enige om at fortsætte optagelsesproceduren bliver du indkaldt til et ekstra interview i logens lokaler, hvor de øvrige søstre får mulighed for at stille yderligere spørgsmål. Hvis der stadig er enighed om optagelse, sætter vi en dato for din indvielse. Som alle møder i Freja er det i øjeblikket oftest en torsdag aften.


Da hele forløbet tager tid og koster overvejelse, skal du regne med, at der kan gå mindst seks måneder, fra du har sendt din ansøgning, til en evt. optagelse.